Elna fortæller

Jeg var i 2011 så uheldig at blive langtidssygemeldt med gigt og skulle igennem flere operationer. Det bevirkede at jeg blev fyret fra min arbejdsplads, hvor jeg havde været ansat i 7 år. Jeg havde altid fået at vide, hvor glade de var for mig, og at jeg altid stod på spring for at hjælpe kolleger med vagter og lignende, når de kom i nød.

Det var kun indtil jeg blev syg = du’r ikke/væk! Så stod jeg pludselig der på gaden – Palle alene i verden, hvor Jobcenter var over mig som høge. Jeg følte mig på Herrens mark.

En venlig bekendt havde læst om In Via. Derved kom jeg i kontakt med Tine Svarer, og det er da det bedste der er hændt mig i mit lange sygeforløb.

Tine har så meget indsigt både i det faglige, men også det menneskelige.

Altid når jeg røg i nye problemer var hun klar med hjælp omgående, ikke noget med at jeg skulle gå og vente på svar. Hvis der gik for lang tid mellem hun hørte noget fra mig, så kunne jeg være sikker på at jeg ikke var glemt. Så kom der en mail fra hende, både for at følge op på sagen, men også for at høre til mit helbred.

Da tiden var inde til møde i rehabiliteringsteamet, var Tine også på pletten, og tog med mig til mødet. Jeg havde aldrig mødt Tine før pga. den geografiske afstand, men jeg skal love for, at jeg fik en positiv oplevelse. En dag jeg aldrig glemmer. Tine er så varmt, imødekommende og forstående et menneske, at man bliver fuldstændig tryg i hendes selskab.

Jeg blev dog “kun” indstillet til ressourceforløb i rehabiliteringsteamet, uagtet jeg havde været i flere arbejdsprøvninger.  Dette havde Tine allerede gennemskuet inden jeg fik “dommen”.

Mens vi var sendt udenfor døren, så de “kloge” kunne ta’ stilling til min skæbne, fortalte hun mig, hvad hun tænkte resultatet blev. Dette viser igen en masse om hendes evner og indsigt.

Kampen fortsatte – og jeg er nu tilkendt fleksjob, hvilket har været en befrielse. Nu ved jeg hvor jeg står og skal ikke frygte næste nederlag via Jobcentret.

Med venlig hilsen

Elna