Hanne fortæller

Jeg har gennem min opvækst og skolegang altid følt mig anderledes og udenfor.  Jeg har svært ved sociale relationer og mange mennesker. Der skal være struktur i min hverdag og helst ikke for mange aftaler. Problematikken fortsætter i mit voksne liv. Jeg presser mig selv i mine jobs og på den private bane – har svært ved at sige fra. Det resulterer i flere sygemeldinger med stress, depression og angstanfald.

Efter flere års udredning har jeg fået stillet flere diagnoser, så der er mange ting jeg skal forholde mig til. Jeg er sygemeldt igen – suk! Alting sejler – vil helst sidde i sofahjørnet – bare glemme og gemme mig. Den går ikke, for jeg er via jobcentret i en praktik med henblik på at komme tilbage til det ordinære arbejdsmarked på fuld tid. De overhører mine diagnoser og ”læser” mig ikke.  Jeg er fuldstændig presset i bund, men tør ikke sige fra over for jobcentret, da jeg ikke kan overskue konsekvenserne heraf. Mit familieliv er også mærket af det hele.  Det kan jeg jo ikke være bekendt, så jeg gør som jeg altid har gjort – prøver at følge trop og smiler – udadtil. ! Min mor er dybt bekymret for mig. Hun har læst om In Via og foreslår, at jeg kontakter Tine.

Jeg kæmper mig ud af min osteklokke og kontakter In Via.  Jeg har en lang snak med Tine, og hun læser min sag igennem. Hun vurderer, at min nuværende plan er urealistisk og sigter mod en løsning, som jeg på ingen måde vil kunne leve op til på grund af mit helbred. Det er en kæmpe lettelse, at Tine tager over.  I jobcentret lægger Tine en ny plan på bordet, der bl.a. indeholder en forlængelse af mine sygedagpenge. Så begynder et sejt træk mod lyset for enden af tunnelen.

Min lyst til at arbejde er tydelig for alle, men mit helbred kan ikke følge med min hjerne. Jeg har brug for ro og tid til at erkende, at der går et stykke tid før, jeg igen kan fungere på en arbejdsplads. Det bliver aldrig på fuld tid og aldrig i et ordinært arbejde, det ligger helt fast.  Jeg skal også ændre en masse rutiner i min dagligdag. Ud fra disse forhold får jeg tilkendt et ressourceforløb på 3 år. Ja, det er lang tid – og heldigvis for det.  Det er lige PRÆCIS, hvad jeg har brug for – et signal til min krop og hjerne om RO, STABILITET, INTET PRES, TID TIL FAMILIEN og ikke mindst alle mine tanker og nye rutiner.

Tak for din store indsats og det gode resultat Tine, det har været trygt for mig at vide, at In Via var med mig!

Kh Hanne